3 forudsætninger for en levende landsby

I flere år har jeg prøvet at afkode hvad det er der gør at vi mennesker føler os vel tilpas i et lille lokalsamfund. Og specielt hvordan man skaber levende landsbyer.

Rudme Modellen, har været et af resultaterne. Men der er mere til den.

Jeg tror alle har drømmen om at leve i et levende lokalsamfund, med tryghed, sjove aktiviteter og imødekommende fællesskaber. Men hvor finder man det og måske mere vigtigt, hvordan skaber og vedligeholder man det?

For 13 år siden flyttede jeg med min familie til den lille landsby på Midtfyn der hedder Rudme. Vi landede i den lille landsby efter flere års liv som nomader i Danmarks tre største byer, Århus, København og Odense og ude i den store verden. Egentlig veltilpas med det.

Men at dumpe ned i Rudme slog benene væk under os. Her fik vi noget vi faktisk ikke kendte til eller kunne have forestillet os.

Det område vi kalder Rudme, er ikke et særlig stort sted. Heller ikke et spektakulært sted. Her er ikke sportshaller, multihuse, forsamlingshuse eller andet. Alle butikker er forsvundet. Der var kun en kirke, et trinbræt til toget, et musiksted i en gammel foderstof og en lille bitte friskole. Ca 3-4-500 mennesker spredt ud i 5-6 forskellige landsbysamfund og småbebyggelser over et større område. Intet centralt samlingspunkt eller torv. 6 km til en lidt større by, Ringe. 25 km til Odense. 20 km til Svendborg i den anden retning. Hvis man endelig forvildede sig herud så kan man hurtig køre igennem området uden at tænke videre over det.

Så hvad er det der har gjordt Rudme til VORES sted?

Det har noget med mennesker at gøre. For det første lagde vi mærke til at dem vi mødte her, ikke bare var ligeglade. De var også stolte over at bo lige netop her. Og interesseret i dig. Det mærker man på snakken og attituden. For det andet, så skete der noget i byen. Måske ikke det store, men løbende noget der bragte folk sammen. Mange tilbagevendende traditionelle aktiviteter som julebazer, forårsmarked, grillaftener, folkekøkkener mm. Men der var også løbende plads til nye skæve påfund.

“Og hvad så”, kunne man tænke.

“Sådan er det vel mange steder og måske meget mere i storbyerne”.

“Jo”.

“Men alligevel ikke som her”.

Vi lagde mærke til at man kom hinanden ved. Sådan, på den gode måde. Man snagede ikke i hinandens ting, men bankede alligevel på i tide og utide. Sådan bare lige for at kigge forbi, eller spørge om hjælp til et aller andet. Og børnene blev på en underlig måde til fællesbørn. Ihvertfald så meget at man naturligt tænker på at kigge efter de andres børn når man møder dem – også udenfor lokalområdet.

“Det kræver en hel landsby at opdrage et barn”, blev noget vi faktisk oplevede. Og ikke bare et fancy slogan. Det samme begyndte at gælde for det at blive ældre. “Det kræver en hel landsby, at blive godt gammel”.

Men det mest imponerende oplevede jeg når jeg mødte de børn og unge som var flyttet væk fra landsbyen. Enten for at studere eller fordi familien flyttede. De omtalte med stolthed og entusiasme den lille landsby de kom fra.

Det gjorde sig også gældende for vores teenage børn, som vi stadig havde boende (for her er ikke mange mellem 20 og 30 år). De har ikke problemer med at trække deres ‘fjerne’ venner med ud til Rudme. Enten fra efterskoler, højskoler eller gymnasier. Alle vil gerne med ud for at opleve “Rudme ånden”, som de unge kalder den. Og selvom sådan noget “Ånd” ikke lader sig putte på flaske.

Efter nogle år, satte jeg mig for at se om jeg kunne drage nogle tolkninger ud af det jeg oplevede.

Mine tolkninger blev til 3 ret simple – men vigtige pointer – som er forudsætninger at kunne skabe et levende lokalsamfund. Måske kan de bruges som rettesnor, måske bare som inspiration.

Jeg har tænkt dem som 3 faktorer der bygger ovenpå hinanden. Men kan også ses og arbejdes med seperat. Det er:

  1. Mødesteder
  2. Positivitet
  3. Projektmageri

MØDESTEDERNE er rammen for liv. Til mange af mødestederne knytter sig tilbagevendende ritualer. Det gir genkendelighed og tryghed. Vi skal mødes, før der kan ske noget. Friskolen er for os det vigtigste mødested, for her mødes bare alle typer. På kryds og tværs. Men vi har i Rudme andre mødesteder som også er vigtige. Kirken, trinbrættet, foderstoffen, gallerisvinestien, sportspladsen, foreningsaktiviteterne, festerne, borgermøderne, foredragaftenerne mmm. Som sagt har vi ikke det store i Rudme. Men noget har vi da.

Men mødestederne gør det ikke alene.

POSITIVITET er vigtig for at fremme lysten. Og tilliden til hinanden. Der er ikke noget mere dræbende end brok og evig snak om alt det der ikke er, eller alt det andre skulle have gjort, eller alt det som kunne være bedre. Det gælder om at få snakken hen på det som vi har gjort, på det vi fik til at lykkes, på det der gjorde os glade.

Men en positiv snak gør det heller ikke alene.

PROJEKTMAGERI skaber udvikling og evigt fornyende liv. Det kommer når man kobler påhitsomhed med lysten til at gå med på ideerne. Ideer er i sig selv ikke værdifulde. Men det bliver de når der er nogle som siger, “ja, lad os prøve det”.

En levende landsby er en der går med på ideerne.

Ideer mangler der som regel ikke. Det der tit mangler er den første håndfuld legekammerater som går med på ideen.

Jeg holder mig gerne til 20/80 reglen. Den siger at det kun er indenfor max 20% af landsbybebeboerne at du finder de kreative projektmagere og følgerne. Resten er ikke uinteressante, men til de første spæde skridt på ideernes skrøbelige vej skal man undgå dem.

Har i mødesteder med en positive snak er i langt. Er du så en af projektmagerne, gælder det egentligt bare om en ting i starten:

Find dig et par legekammerater der er med på ideen og gå så igang.

Sådan er en levende landsby.

YouTube Preview Image
This entry was posted in Generel, Innovation, Lokalsamfund, Modeller. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *