Skibelund Krat

IMG_3300Når en sønderjyde som jeg kører forbi Skibelund Krat, så stopper man da op, vender bilen og triller stille og æresfrygtig tilbage og op af den smalle vej til krattet på nordsiden af Kongeåen, skrånende mod syd. Her ligger noget, som skal huskes, ikke glemmes. Noget, der skal besøges, ikke passeres forbi. Noget, som er fortidigt og dog nutidigt.

Når jeg er her, vandrer jeg altid rundt med ydmygt sind Skibelund-Krat-sten2blandt disse fortids- ja næsten nutidskæmper, der står mejslet ind i store danske kampesten. Skibelund Krat er et mindesmærke for en indsats, der næste ikke er til at forstå med nutidsøjne. Men den SKAL forstås. Historien skal fortælles, fordi den ikke blot fortæller, hvem vi VAR, men i sig netop bære roden til, hvem vi ER.

Skibelund Krats mission er at fortælle os, at “Vi  bedst takler fremtiden ved at være fortrolige med fortiden”. Eller som det udtrykkes på én af stenene:

“Ren og klar skal nutid føre, fortids røst til fremtids øre”.

Så – hvad er det for en fortid, som disse sten, med deres indgraverede navne og citater, skal kunne tune os til fremtiden med?

Og_de_troede302575 DSDE64 299192Alle stenene drejer sig om én sag. En sag, der fik afgørende betydning for det Danmark, vi kender idag:

Den Sønderjydske Sag!

En sag om betydningen af sammenhold, fælles identitet og fælles håb. Om demokratiets fællesskab, som der står ved indgangen. At mindes dem, der – mod alle odds – kæmpede i en god sags tjeneste, drevet af deres hjerteblod, er vigtigt. Det er den type mennesker, der ændre verden til det bedre.

Den Sønderjydske Sag blev mere end en sag om at vinde Sønderjylland tilbage. Det blev DEN sag, der samlede det resterende Danmark og udvikle det demokrati, vi kender idag. Havde vi ikke haft disse ‘kæmper’, som er forevigede på stenene i Skibelund Krat, havde vi ikke haft SAGEN og dermed måske ikke  SAMMENHOLDET, der stadig eksistere den dag idag. Vel er sammenholdet udfordret – det er det konstant – men stadig eksisterende. Og et fundamentet for vores tryghed og vores fælles håb for fremtiden. Sager samler. Den Sønderjyske Sag samlede Det Danske Folk.

Et af mine mest elskede Grundtvig citater – “DAG og DÅD er KÆMPE-RIM” –  står på indgangsstenen til Skibelund Krat og minder os om, at vi ændrer verden med vores daglige handlinger, i vores lokalsamfund, i familien, i skolen, i handlinger – i dag. Ved at “handle lokalt og tænke globalt”, flytter vi verden mere, end vi lige kan se.

Den første, jeg altid lige skal ned og hilse på, er Morten Eskesen. Uden ham var mine børns IMG_3304friskole ikke det, den er idag. Morten Eskesen var den første IMG_3303friskoleleder på Rudme Friskole. I 1858 vandrede han i sine store vandrestøvler fra Grundtvigs Højskole, nord for København, til Rudme på Midtfyn for at starte den 5. i rækken af friskoler i Danmark. Siden vandrede han videre til Odense for at starte Odense Friskole op. Men grunde til, at han står på en sten i Skibelund Krat, er, at han viede de sidste 30 år af sit liv til den Sønderjyske sag og samlede penge ind til dansksindede syd for kongeå grænsen. Illegalt vandrede han således frem og tilbage over grænsen  og deraf kommer det billedlige i den tekst der står på hans sten i Skibelund Krat: …. fra sted til sted, han ville med sine tusind fjed, sy sammen hvad de søndersled” (Bjørnstjerne Bjørnson).

Én af Danmarks mest innovative rollemodeller er Poul la Cour, der også har sit navn på én af stenen. Han blev tilknyttet Askov Højskole  i 1878, hvor de udvidede højskolen med naturfagskurser. Poul la Cour var opfinder og iværksætter og havde været ved at bringe sin families økonomi på fallitens rand p.gr.a. udgifter til alle hans opfindelser. Så hans kone foranledigede, IMG_3301at de kom til Askov Højskole, der ligger få kilometer fra Skibelund Krat. Askov Højskole fremstod på det tidspunkt som et bolværk mod det tysksindede syd for Kongeågrænsen. Den sønderjyske sag blev derfor en del af det sociale engagement, der skulle give hans opfindsomhed mening.

Ny teknologi med dampmaskiner og elektriske opfindelser satte sidst i 1800-tallet skub i en industrialisering, som trak mange folk fra land til by. På Askov rejste spørgsmålet sig dog, om ikke højskolen skulle støtte sine elever i at kunne blive på landet. Livet var jo ikke lutter idyl i storbyerne, sagde man. Tanken om en modernisering af landområderne, så de kunne blive attraktive for ungdommen, kom på tale. La Cour vidste, at elektriciteten ville blive fremtidens problemløser. Men de jævnspændingsværker, der blev bygget i byerne, kunne ikke også forsyne landområderne med elektricitet. Det ligner lidt vores internetforbindelses- problematikker idag.

Nå, men Poul la Cour blev optaget af, hvorledes elektriciteten kunne komme landbefolkningen til gode, således at arbejdet på gårdene ville blive nemmere og mere produktivt, samtidig med, at elektriciteten kunne anvendes til lys ved læsning og arbejde i hjemmene på de lange vinteraftener. Det var dette, som fik Poul la Cour til at gå i gang med at udvikle en vindmølle, der viste sig at være mere effektiv end datidens møller og samtidig egnede sig til fremstilling af elektricitet til de tyndt befolkede landområder.
Poul la Cours arbejde medførte, at der snart voksede små elværker frem rundt om i landsbyerne, på mejerierne og gårdene. Og i dag har gjort, at Danmark har verdens førende vindmølleindustri.

IMG_3302Så finder man også en nyere sten med Jørgen Bukdahls navn på. Jørgen Bukdahl tilhørte det grundvigske miljø omkring Askov Højskole og beskrev den grundtvigske bevægelse som noget, der lignede helligdommen i det gamle Israel. “Yderst er forgården, det er forsamlingshuse, friskoler, foreningerne, kaffebordene og højskolerne. Dernæst kommer man ind det hellige, hvor frimenighedspræsten står og holder prædiken. Og inderst er det aller helligste, der sidder du og jeg og spiller kort” (kilde). Da jeg i 2011 startede Ryslinge Innovationshøjskole, var det bl.a. med forbilleder som Poul la Cour på Askov og med et slogan som tillægges Jørgen Bukdahl, der om højskolerne har udtrykt: “Højskolen skal have remtræk med virkeligheden”. Ligesom Bukdahl oplevede jeg at højskoler tit kan afsondres i sit eget fantastiske liv. Isoleret fra omverdenen. Jørgen Bukdahl så at højskolen skulle sørge for at sætte aftryk – som en livgivende menneskemotor – i det omgivende samfundsliv. Ikke isolere sig i sin egen trummerum, men forplante sit engagement og virkelyst ud i det virkelige samfundsliv (forfølg evt. min nuværende remtræksmission på Landsbyhøjskolen).

Centralt i Skibelund Krat finder man Heinrich Nutzhorns sten. Han er højskolesangbogens tidlige forfader.  IMG_3306Han var ungdomsvenner med Ludvig Schrøder og fulgte ham, da han blev forstander på Rødding Højskole i 1862 som historie og sanglærer. Og fulgte med, da Rødding Højskole blev lukket af tyskerne og Ludvig Schrøder flyttede højskolen op nord for kongeåen til Askov i 1865.

Nutzhorn samlede og komponerede melodier til fællessange og var med til at fremme det der blev hele Danmarks højskoleagtige fællessangtone. Et vægtigt aftryk, må man sige. Det er min egen livserfaring, at vi også i dag har megen kraft at hente, i citatet der står skrevet på Nutzhorns sten:

“Kun ord som gaar i sagn og sang,

fra mund til mund i folkevang,

opholder folkelivet.”

Det er igennem fortællingerne, i sangene, i det levende ord, og i de ligeværdige samtaler at vi skal opholde og opbygge  sammenholdet, tilliden og et rigt folkeliv.

Skærmbillede 2015-02-26 kl. 09.48.52

Skibelund Krat finder i imellem Kolding og Esbjerg. Tag dine børn med derind og snak om, hvad I ser, og hvad I de tænker. Tag en smartphone med i lommen og google de enkelte ‘kæmper’, når I står foran dem. Der er meget at hente, og stedet har meget at give – også idag.

This entry was posted in Generel. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *