Visual Thinking Strategies

“Uddannelse er at finde ud af hvad du skal gøre, når du ikke ved det.”

Og hvad kan hjælpe med det?

Læreren? – hmm!

Når du ikke ved det, kan man forestille sig noget så?

Ja selvfølgelig.

I det følgende vil jeg prøve at beskrive en pædagogisk metodere der kaldes “Visual Thinking Strategies” (VTS). Det er en kunstformidlingsmetode fra USA, der fokuserer på at udvikle evnen til at lytte og tænke kritisk. Metoden tager udgangspunkt i hvad man ser i et kunstværk og de lærer at stole på, at det, de har at sige, har værdi.

Der findes ingen rigtige svar, når man praktiserer VTS. Der er derimod plads til undren, refleksion og nye spørgsmål. Metoden er udviklet i samarbejde mellem kognitiv psykolog Abigail Hosen og tidligere formidlingschef på MoMA Philip Yenawine.

YouTube Preview Image

I forsommeren blev jeg connceted til Monica Langelund, som måske er den eneste i Danmark der er uddannet i VTS.

Jeg overlader ordet til hende:

“Jeg har uddannet mig i metoden i USA og har erfaring med metoden fra Seattle Art Museum, San Fransisco Museum of Modern Art, Louisina og Statens Museum for Kunst. Jeg har praktiseret metoden med børn i alderen 5-10 år samt med voksne. Jeg har desuden afprøvet metoden med succes i samarbejde med børneteatret Teater Hund og en af deres forestillinger.

VTS har ændret mit syn på hvad, vi skal opnå som lærere med de børn, vi underviser. VTS giver børn og unge mulighed for at tro på, at deres ord har værdi. Der folder sig oftest samtaler med højt refleksionsniveau ud, når man som lærer slipper kontrollen over ‘målet’ med samtalen. VTS sætter rammerne for, hvordan man skaber en sådan samtale.

I efteråret 2011 afholder jeg i samarbejde med Alinea Akademi kursus i metoden for lærere og pædagoger. Desuden skal jeg undervise i metoden på den kommende diplomuddannelse i kunst og kulturformidling hos UC Syddanmark.

Jeg afleverede masterafhandling i foråret 2011 og skrev om ‘legekulturens betydning i en uddannelseskulturel praksis’. Jeg tog udgangspunkt i Visual Thinking Strategies metoden og så nærmere på børns kropslige legekulturelle repertoire som ressource for udvikling af sprog, refleksionsevne og i særlig grad æstetisk tænkning.

Jeg taler om min masterafhandling på TV2 Lounge HER.

Konklusionen er, at man ikke kan adskille børns krop og hoved. Når børn udtrykker sig om kunst – billeder, skulpturer, teater eller lignende – tager de hele kroppen i brug. Hvis vi indretter en skole, der lægger op til at al refleksion udelukkende udgår fra den øverste del af kroppen, afskærer vi en stor gruppe børn, herunder især mange drenge, fra at udvikle evnen til at reflektere. Især mindre børn reflekterer ganske enkelt med hele kroppen.

Videre studier

 

This entry was posted in Generel, Kreativitet i skolerne, Modeller. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *