Revolutioner Skolen

Er regeringen ved at degradere vores skolesystem med sin seneste skolereform?

Det ligner nok et skridt i den forkerte retning. Ikke af ond vilje, men alene fordi de forstår uddannelse udfra forældede normer.

Jeg har før sagt, at reformer i uddannelsessektoren ikke er behovet. Der er behov for en revolution, der ændre vores syn på uddannelse. Reformer bygger pr definition videre på de modeller man i forvejen har. Er den model vi har, god nok?

NEJ!

I tidligere blogs har jeg bl.a. taget Ken Robinsons ideer frem, og Henrik Herlaus. Der begge prøver at bryde hundrede af års uddannelsesmønster. De efterlyser revolutioner ikke reformer. Og de byder ind med konkrete nye bud.

YouTube Preview Image

Hele vort uddannelsessystem bygger på standardforestillinger om mennesker. Alle skal have det samme. Passer man ikke ind i standarden, skal man væk eller have specialundervisning. Der meldes om voldsomme stigninger i antallet af børn og unge, der visiteres til specialundervisning.

Der meldes om betydelige stigninger i antallet af unge, der dropper ud af de forskellige ungdomsuddannelser. Der tales om uro i klasserne, dårlige testresultater, frustrerede lærere – der er mange sygdomssymptomer i den danske folkeskole og videre op gennem uddannelsessystemet ….. men igen klar diagnose.

Vi lever i en globaliseret verden. Sådan siger vi. Men hvad det betyder, fortoner sig ofte i det uvisse.

Globalisering betyder bl.a., at de børn og unge, der i dag går i skole, vil komme til at leve i en verden, hvor en masse af de mentale, geografiske, juridiske og institutionelle grænser og opdelinger, som vi i dag kender og læner os op ad, vil være forsvundet. De vil være voksne i en verden, hvor der er 1-2 milliarder flere mennesker på kloden, end i dag.

Der vil blive stillet meget anderledes krav til vore børns og unges evner til at forvalte sig selv i meget pressede og komplicerede omgivelser.

Det ser ud til at folketingets frustrerede uddannelsespolitik bygger på fordomme og billeder af, hvad der er vigtigt; hvad en lærer er; hvad et barn skal kunne – men som refererer meget mere tilbage til fortidens fordomme, end fremtidens komplekse samfundsbehov. Og slet ikke til behovet for innovative evner der skal sikre arbejdspladser på denne side af kloden.

Selvfølgelig skal børn lære at skrive og læse. Selvfølgelig skal børe lære regning, fysik og matematik. Men hvordan, hvor meget og hvornår?

Én af de opfattelser, som vi i vid udstrækning baserer uddannelses- og undervisningstænkning på, er, at den eneste eller i hvert fald den vigtigste intelligens, er den intellektuelle. Vi tester og tester, vi giver karakterer, vi standardiserer og måler, vi regner gennemsnit ud, vi sammenligner på kryds og tværs af skoler, kommuner, regioner og lande – så vi er blå i hovederne. Vi sammenligner danske børn i Danmark med koreanske børn i Korea – og sandheden er formentlig, at vi ikke ved, hvad det i virkeligheden er, vi sammenligner. Men måle og sammenligne vil og skal vi. Når danske børn og unge går planmæssigt ud af en uddannelsesinstitution, så er det sidste, de får med sig, et tal. Et karaktergennemsnit. Dette karaktergennemsnit siger i altovervejende grad kun noget om den intellektuelle intelligens. Men hvad det siger om den, er mildest talt også uklart

Den gamle Kresten Kold så det allerede for 150 år siden, og sagde at det vigtigste for børn var at fremme lysten til læring. Den kom ikke ved at stille krav. Den kom hvis man frigav børns fantasi, og slap deres leg og undring  løs. OPLIVNING før OPLYSNING, sagde han i en tale i 1866.

Regeringen uddannelsespolitik har glemt denne lærersætning. Nu skal der kræves, nu skal der testes, nu skal der måles.

Og som det ikke er nok. Der findes desværre også alt for mange dårlige lærere. De er gammeldags. De var måske gode for år tilbage, men de kender ikke til børns måde at agere på idag. De forholder sig ikke til den verden der kommer buldrende imod os. Og de underviser på samme måde og i det samme stof som de gjorde for 3-5 år siden, eller mere. Og de bliver efteruddannet udfra gamle mål og læresætninger. Det er et reelt problem – indrømmet. Og jo længere op uddannelsessystemt man kommer jo større bliver behovet for nytænkning i undervisningen, Og jo mere reaktionært et lærerkorps møder man. Måske tager jeg fejl.  Måske er det bare systemets skyld. Og uddannelsespolitikkens.

Vi har behov for at frisætte alle lærerkræfter og lade tusinde af deres ideer blomstre for at gøre vores uddannelse endnu bedre. De skal engageres mod et fælles mål om oplivning, kreativitet, innovation. Vi må håbe den evne er latent til stede i lærerkollegiet. Desværre forhindre regeringen det med paniske indgreb der bygger på kontroltænkning, på styring og på ikke at begå flere fejl.

Tag et kik på denne video og forestil dig hvad det egentlig er for en skole og lærerproces han taler om. Måske kan den bruges.

YouTube Preview Image
This entry was posted in Kreativitet i skolerne. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *