At rejse er at lære – at lære er at leve!

Johannes V Jensen’s essay “Fusijama”, har siden jeg læste den i min HF studietid, virket som en katalysator på min udlængsel. Men først da jeg sidste dag satte mig og genlæste den, forstod jeg rigtig mine rejseoplevelser, i lyset af mit arbejde med kreativitet. Og pludselig længtes jeg igen efter intensiteten, midt i den daglige jagt på morgendagen.

Min udlængsel har bragt mig jorden rundt. På mange måder. I mange år. På mange rejser. 48 lande besøgt, og ialt 5,3 år af mit liv, har jeg været på farten – udenfor vores trygge andedam. Mit motto var en udvidelse af HC Andersens: “At rejse er at lære, og at lære er at leve“. At lære, forstod jeg som at udvikle sig, udvide sin horisont, skabe nyt, blive bedre, at lade sig opsluge. Mit mål var at blive et godt menneske. Det måtte kunne læres. Og altid har jeg haft den følelse, at når jeg rejste, levede jeg mere intenst. Lærte dybere. Jeg jagtede i rejsen intense oplevelse, som kunne befrugte min selvindsigt.

Hvad jeg først er blevet klar over siden er, at intensiteten beroede i en mental tilstand af nærvær, som omtalt i bloggen Træn dit Nærvær – lev dit liv. Et sansende nærvær. Hvor jeg registrerede, oplevede, bemærkede, observerede meget mere intenst i fremmede opgivelser med konstante udfordringer, end når jeg kom ‘hjem’ til dagligdagens trummerum. Til planerne, gøremålene, forventningerne. Hvor rejsen var levende og fuld af frugtbare tanker, var rutinelivet dødt. Dagligdagen gør blind, siger Johs V Jensen.

En ting kan jeg se jeg lærte. At fralægge mig rutiner. Om jeg rigtig fik lært at blive et godt menneske, tror jeg der skal nogle flere rejser til. Flere intense øjeblikke, på den rejse der bare går tur/retur fra sengen til arbejdsbordet.

Igen har måske sagt det mere klart end Johs V Jensen i sit fantastiske dagbogsagtige essay fra 1907 her:

Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var på Søen udfor Japan; jeg mindes ikke nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vågnede tidligt om Morgenen før Solopgang, ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb så fuld af Glæde, at jeg ikke kunde blive liggende ned, og da jeg så ud af det åbne Koøje, stod der ligesom en høj dejlig Sky lige for … men det var ikke en Sky, det var Fusijama.

Det underfulde Bjerg ragede ovenud af Alverden, syntes slet ikke at stå på Jorden, for Bjærget var så langt borte, at dets Fod gik i et med den blå Tykning, der dannede Himlen over Japan. Men oven over selve Himlen brød Bjergets hvide Snekegle igennem Atmosfæren, så luftigt, så skylet, at jeg i et Nu fattede både Jordens uhyre Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet.

Det var som om Jorden var kommen mig imod i sin kosmiske Friskhed, den unge Planet, der vender sig ud af Mulmet, kronet af Nordlyset, med sin halvblå skønne Sfære og Fastlandets mangefarvede Jordsmon belyst af Solen.

Hvad jeg der følte var den samme primitive Erfaring, man kan tilegne sig som Barn ved Synet af den første den bedste Ting, et Strå, en Dråbe på Ruden. Men siden når tillærte Forestillinger har gjort Barndommen til det tabte Land og vakt Illusionen om en anden ædlere Virkelighed, end den vi ser, må der en Fjernhed og Fremmedhed, en sublim Overraskelse til for at gengive Jorden dens Friskhed.

Da jeg så Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er nået op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et Menneske kan opleve.

Derfor er Fusijama et helligt Bjerg, Genstand for et Folks Kultus.

Colombus! Der er kun én Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord.

This entry was posted in Anmeldelser, Generel, Kreativ tænkning, Ugentlige mellemøjeblikke. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *