Få succes i en sen alder

»Det jeg fortryder mest, er det jeg ikke gjorde.«

Ordene tilhører en mejerist fra Nordjylland der tog til Colombia i 1950’erne og endte som forretningsmand og præsident for den lokale Harley Davidson-klub i millionbyen Cali frem til sin død som næsten 80-årig for et par år siden. En elsket original og berømthed på den eksotiske egn.

Man kunne jo have gjort så meget. Hvor trist er det ikke at se tilbage på sit liv og opdage spildte muligheder, forbigåede chancer, uudforskede områder – mennesker, man fik for lidt af.

Fordi man ikke turde.

Fordi man satte sig selv i andet eller tredje geled.

Fordi man altid lige skulle vende skråen en ekstra gang og så lige en til.

Dydens smalle vej hyldes til tider i skåltaler. Respekt for det, men hvem foretrækker ikke at blive mindet for fandenivoldskhed, gåpåmod, opportunisme, dumdristighed, satsning. For at have været ridder af sine egne drømme – med åbent visir.

Øjeblikkelig verdensberømt

At det aldrig er for sent – eller næsten aldrig – bugner historien af eksempler på.

Her er et nogle udvalgte fra den store andedam, USA, et fra Italien og et par enkelte herhjemmefra.

Forfatterspire? Så gå i gang. Det gjorde i hvert fald en vis person under pseudonymet Isak Dinesen, da alt andet var gået i vasken. Hun debuterede som forfatter som næsten 50-årig i begyndelsen af 1930’erne og blev øjeblikkelig verdensberømt. Som alle ved, var hendes navn Karen Blixen. Hun var kreativ på sin måde. Som en medrivende historiefortæller, en af de mest kreativt krævende dicipliner.

YouTube Preview Image

YouTube Preview ImageBoksebamsen

Tag boksebamsen Brian Nielsen, der sandelig gik så meget igennem som overvægtig og klodset teenager og besluttede sig for at prøve at bokse sig ned i vægt som 20-årig, selv om alle grinte. Det blev til mangedobbelte DM-titler og OL-bronze. Toppen af karrieren blev nået i kampen mod en af verdens mest berømte boksere nogensinde, Mike Tyson i 2001.

Husker nogen filmen, den Oscarvindende Amadeus om Mozarts liv? Den gav spillefilms debut til F. Murray Abraham, der som 45-årig endelig fik sin første store filmrolle som Mozarts banemand Antonio Salieri og vandt en Oscar for det. To år tidligere havde han næsten besluttet at opgive drømmen om at blive skuespiller.

Den blinde, italienske operasanger Andrea Bocelli: Som 34-årig insisterede han på at ville synge opera, selv om hans omgivelser sagde ham, at det var for sent, at han var for gammel. Siden gik det vist ret godt.

Restaurant-kæde i høj alder

Eksemplerne er mange på folk, der ikke gav op. På berømte kogebogsforfattere, der knap havde været nær et komfur før deres 40-års fødselsdag. På arkitekter, der gik i gang med at bygge drømmehuset til dem selv som 70-årige. På forfattere, der dukkede op af det rene ingenting og tog verden med storm, selv om de havde rundet pensionsalderen.

Og to specielle:

Amerikaneren Harlan Sanders er ikke kendt af ret mange herhjemme, men det er han i USA. Under kælenavnet Oberst Sanders besluttede han som 66-årig at ville udbrede sin kogekunst og grundlægge en restaurantkæde. Den findes endnu – over hele kloden – og hedder Kentucky Fried Chicken.

En vis kvinde ved navn Laura Ingalls Wilder var oppe i 40’erne, da hun første gang fik et job med at skrive. Som nogle-og-tres-årig skrev hun serien om Det Lille Hus På Prærien – kunne måske kaldes for 1930’ernes Harry Potter. De er stadig i dag blandt USA’s mest berømte og bedst sælgende bøger.

Så ? hvad venter du på?

This entry was posted in Generel, Speakers og netværkskontakter. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *