En kreativ sjæl i et sundt legeme

Er en håndboldspiller mere kreativ end en gymnast?

Ser man på hvad de laver, kan det være den logiske tolkning. Gymnastens arbejde kan ses som gentagelse af de samme bevægelser igen og igen og igen, koordineret i takt med flere andre. En håndboldspillers arbejde er at kunne skabe nye muligheder i et afvekslende spillet, i et reelt teamwork.

I weekenden var jeg til et stort gymnastikstævne på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Tusinder af gymnaster. 14 timers konstant gymnastik på to arenaer. Følelsen af sammenhold, fælles ånd og samhørrighed er noget gymastikverdenen er gode til. Det gir tryghed. Fælles gejst. Energi. Men midt i denne akrobatiske eufori undres man over hvor kreativiteten egentlig er henne?

YouTube Preview Image

Gymnastikhøjskolen i Ollerup har 90 års jubilæum iår. Og på en historisk udstilling på højskolen fandt jeg følgende historie-udpluk af en af skolen første elever Kristian Krogshede: “I februar 1920 pakkede jeg mit kluns og rejste til Ollerup. Højskolen var under tag, men langt fra færdig………….vi gik igang med at plante arealerne til under Niels Bukhs anvisning…….. mest spændende var dog den daglige gymnastikundervisning………..de mange opstillinger der dengang var almindelig svensk gymnastik, blev ganske enkelt strøjet som overflødige. Det var nu Niels Bukhs nye primitive grundgymnastik det galt. Målet var at rette os stive bønderkarle ud. Vi gik uden ophold eller hvile fra øvelse til øvelse under mottoet: “den bedste hvile findes ikke i stilstand, men i ny og afvekslende arbejde”. Vi blev klar over at kun dem der når ud over deres sædvanlige grænser, får nye værdier med sig hjem. En regel der stadig gælder i gymnastik og idræt.”

‘Nye værdier med hjem’….. gad vide hvad han snakker om? Det kunne lyde som en 90 år gammel forståelse af begrebet innovation. At bringe ny værdi med hjem. At få rettet de stive og krumme lemmer ud. Styrket muskulaturen. Men måske mest af alt gejsten og netværket fra et højskoleophold. Som Kresten Kold sagde på Dalum Højskole tilbage i 1866 da en forælder spurgte om forskellen på hans skole og den sorte statsskole: “kan du se det ur deroppe på tårnet. Det trækker vi op hver dag og alligevel går det ustandselige istå. Det er den storte skole. Inde på højskolen her, trækker vi eleverne op, men sådan at de kan gå hele livet”

Det var højskolekarlene der tog hjem og startede andelsbevægelser, rejste forsamlinghuse, startede foreninger, brugser m.m.. så noget må al denne åndelige føde da have givet. Andet end store muskler. Og måske er det lige netop dette ‘andet’ der stadig kitter så stærkt sammen, når gymnaster mødes. Nytænkningen blomstre ikke just i deres perfomance, men måske gør den det bagefter, når de og vi, går hjem og sætter i værk. Fuld af energi og tro på os selv og fællesskabet. Eller er der noget jeg har fuldstændig misforstået??

YouTube Preview Image
This entry was posted in Generel. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *